Tandbehandling

Tandsygdomme er et meget almindeligt problem hos både hunde og katte. Faktisk har ca. 80% af alle voksne hunde og katte tandproblemer.

For at opretholde en god tandhygiejne hos hund og kat, er daglig tandbørstning den bedste måde at holde tandsten/bakteriebelægninger væk på.  Men trods tandbørstning er der alligevel nogle hunde og katte, der er prædisponeret for dårlige tænder. Betændelse/infektion i mundhulen kan give ubehag og være meget smertefuldt og i værste fald sprede sig via blodet til hjerte, lever og nyrer.

Det kan være rigtig svært at opdage, om hunden eller katten har tandproblemer eller smerter i mundhulen.

Nogle af de symptomer, som kan være tegn på mundhuleproblemer er:

 

·        Nedsat ædelyst

·        Dårlig ånde

·        Savlen og smasken

·        Hunden eller katten fravælger tyggeben eller tørfoder

·        Rødt og irriteret tandkød, der let bløder

·        Brun-gule belægninger (tandsten) på tænderne

·        Løse eller mistede tænder

·        Hunden eller katten undgår at åbne munden eller klør sig om munden.

·        Nedstemthed

·        Gemmer sig og er asocial (specielt katte)

 

Er du i tvivl om dit kæledyr har mund- eller tandproblemer, kan du altid booke tid til et gratis tandeftersyn på Center Dyreklinik.

 

På Center Dyreklinik udføres alle tandbehandlinger i fuld narkose. Hunden eller katten kommer normalt ind om morgenen, hvor vi kort undersøger dyret før narkose evt. udtages blodprøve (præanæstetisk blodprøveprofil) . Dyret vil få anlagt et venekateter, bedøves med en injektionsbedøvelse, hvorefter der lægges en trachealtubus i luftrøret. En trachealtubus er et plastikrør med en lille ballon for enden, der blæses op så den slutter helt tæt i luftrøret. På denne måde kan vi under hele tandbehandlingen tilføre den rette mængde ilt og narkosegas til patienten samt sikre, at patienten ikke indånder nogle af de bakteriefyldte partikler, der frigives frabelægningerne på tænderne under en tandrensning / tandbehandlingen.

Kæledyret vil under hele tandbehandlingen overvåges af en sygeplejerske, som sørger for at dyret får en optimal narkose, smertebehandling (hvis nødvendigt), væske behandling, får tilført varme mm.  Kort sagt, sørger for at dyret får de bedste forhold under narkosen og en god opvågning.

Kæledyret  kommer som regel hjem om eftermiddagen samme dag og i samråd med ejer.

 

 

Tandundersøgelse

 

Når hunden eller katten er bedøvet og klar til tandbehandlingen, foretager dyrlægen undersøgelse af alle tænderne (kronerne) og evaluerer deres tilstand (tandstensbelægninger, misfarvninger, slidtage, løse tænder, tænder med skader  mm.). Ofte tager vi røntgen (hører med til en god og ordentlig tandbehandling) af alle tænderne for at få et samlet overblik af tændernes sundhed. Et overblik der fortæller os, om der er tænder som skal ekstraheres, justeres, behandles eller bare renses.  

 

Tandstensbelægningerne (en biofilm af madrester, mineraler og bakterier) på tænderne fjernes ved brug af en ultralydsrenser, som er et instrument der ved hjælp af ultralyd laver småvibrationer, der slår tandsten i stykker.

​Som afslutning poleres tænderne for at give emaljen en glat overflade, så dannelsen af nye tandstensbelægninger minimeres og udskydes.

 

På Center Dyreklinik udfører vi simple og avancerede tandbehandlinger.

 

·        Mundhule og tandundersøgelser

·        Tandrensning med polering

·        Reparering af emaljeskader

·        Røntgenundersøgelser

·        Justeringer af fejlbid (kilebehandlinger, kroneforlængelse)..

·        Ekstraktioner af både mælketænder og blivende tænder

·        Vital overkapning

·        Epulis og Tumorfjernelse

 

 

 Vi laver naturligvis også tandbehandlinger på kaniner og gnavere.

VetPlan abonnementer

Klik på abonnementerne for at se indhold og pris