UNDERMENU

Artikler om hunde

Hund   Læs en af de mange dybdegående artikler om hunde
» Læs artklerne  

Artikler om katte

Læs en af de mange spændende artikler om katte



                   » Læs artklerne
Kat  

sitemap

Binyrebarkhormon

Binyrebarkhormon: myter og fakta

 

 

 

Næsten alle har hørt om binyrebarkhormoner, og næsten alle forbinder binyrebarkhormoner med noget negativt. Binyrebarkhormoners anvendelse i en snesfuld alvorlige, kroniske menneskesygdomme har ganske givet bidraget til det negative omdømme.

 

I de situationer, hvor jeg foreslår en behandling med binyrebarkhormon, møder jeg 4 ud af 5 gange en kraftig reaktion. Men når jeg spørger klienten hvorfor, bliver jeg ofte mødt med upræcise forklaringer som f.eks.: "Det er noget kraftig noget", "de ødelægger nyrerne", "man bliver ædt op indefra af dem" eller "de forkorter hundens liv med 3 år".

 

Betegnelsen binyrebarkhormon indbefatter tre forskellige typer hormoner: glukokortikoider (f.eks. kortison), mineralokortikoider (indgår i reguleringen af kroppens væskeblalance) og kønshormoner (produceres i ringe mængder). Som det fremgår af navnet produceres disse hormoner i binyrernes ydre del (binyrebarken). Binyrerne ligge i hver sin side af kroppen lige foran nyrerne. Det er glukokortikoider, som anvendes mest i behandling, og det er dem, der skal omtales her. Prednisolone og prednison er eksempler på kunstigt fremstillet glukokortikoider.

 


Binyrebarkhormon: dens rolle

Glukokortikoider spiller en væsentlig rolle i reguleringen af protein-, kulhydrat- og fedtstofskiftet. Hvis kroppen ikke producerede glukokortikoider, ville hunden dø af den mindste form for stress. To af de hyppigst optrædende bivirkninger ved behandling med glukokortikoider hænger sammen med dette hormons rolle i kulhydrat- og proteinstofskiftet. Når en hund behandles med glukokortikoider stiger koncentrationen af blodsukker, hvilket bivirker, at hunden bliver tørstig og derfor vil drikke mere end normalt. En hund, som i lang tid er blevet behandlet med høje doser af glukokortikoider, vil udvikle en hængemave p.g.a. nedbrydelsen af muskelvævets protein, hvilket fører til en slap mavemuskulatur.

 

Behandling

 

Behandling med glukokortikoider kan foreslås i tilfælde, hvor man ønsker at bekæmpe en inflammation; ved inflammation forstås den irritation, der opstår, når kroppen slås med noget fremmed (f.eks. bakterier, virus o.s.v.). Under "kampen" frigøres enzymer i vævet, der bliver irriteret eller inflammeret. Det samme sker hvis hunden kradser sig ubehersket på grund af f.eks. en allergi. Glukokortikoider kan hæmme frigørelse af ovennævnte enzymer og derfor holde inflammationen nede. Denne evne kan have både sine fordele og ulemper. Når glukokortikoider modvirker irritation kan de stille en kløe, de kan nedsætte en feber og de kan pacificere kroppens immunforsvar, når det løber løbsk mod sig selv. Men de kan også, især i høje doser givet over lang tid, nedsætte hundens immunforsvar overfor almindelige sygdomme.Produktionen af glukokortikoider styres af hypofysen.

 

Af den grund er det vigtigt så vidt muligt at bruge kortvirkende glukokortikoider og at trappe doseringen langsomt ned, før man helt stopper behandlingen. Således bliver hypofysens og binryebarkens produktion ikke sat ud af drift i unødvendig lang tid, og de har tid til at starte kroppens egen produktion igen, før behandlingen er helt færdig. Hvis det er en behandling, der skal vare resten af hundens liv, er det bedst at trappe ned til så lav en dosis som muligt, givet, hvis muligt, hver anden dag for at holde hundens egen binyrebarkkhormonproduktion i gang.

 

Hvor farlige er glukokortikoider?

 

I de tilfælde, hvor en sygdom kræver en højere glukokortikoid dosis, vil man støde på de nævnte bivirkninger. Man skal dog tænke på, hvordan hunden vil have det, hvis den ikke fik de tabletter (intens kløe, smerter, o.s.v.).

 

Det er op til ejeren selv at bedømme, om behandlingen er værre end sygdommen, eller om behandlingen giver hunden en værdig eksistens. Hundes tolerance overfor glukokortikoider varierer en del; man kan ikke forudse, hvor slemme bivirkningerne vil være hos den enkelte hund.

 

Anvendelse af glukokortikoider, både til dyr og menneske, er så udbredt, fordi de hjælper i så mange forskellige situationer. De kan sandelig også misbruges, derved at de kan give en kortvarig forbedring af symptomerne, mens den egentlige årsag til problemet ikke bliver fastslået. I stedet for at fordømme glukokortikoider og afvise en behandling hermed, bør man snakke med dyrlægen om, hvorfor de foreslås anvendt i netop den givne situation.

 

Slet ikke farlige

 

De er slet ikke farlige, når de bruges som nævnt ovenfor, d.v.s i korte behandlingsperioder, i en dosis som trappes ned og med anvendelsen af kortvirkende kortisonpræparater i netop den dosering, som er nødvendig for at styre den enkelte hunds specifikke problem. Hunden bliver ikke "ædt op indefra" af glukokortikoider, de forkorter ikke hunden liv, og de er ikke "kraftigere" end nogen som helst anden medicin, når blot de bliver anvendt på den rigtig måde. Hos hunde regnes nedsat nyrefunktion heller ikke som en direkte følge af behandling med glukokortikoider. Når der er en høj koncentration af glukokortikoider i blodet, holder hypofysen op med at stimulerer binyrebarken til at producere glukokortikoider. Hvis en hund får en langtidsvirkende hormonbehandling (f.eks. langtidsvirkende kortisonindsprøjtninger) går kroppens egen produktion af glukokortikoider i stå p.g.a. den høje koncentration i blodet. Det kan være svært at få startet hypofysen og binyrebarken igen, når den udefrakommende kortison er væk. og det kan være farligt for hunden, siden binryebarkhormon er nødvendigt for at holde hunden i live.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PRODUKTER FRA
                      DYRLÆGEN


Royal Canins Veterinærprodukter er fremstillet specielt til behandling af sygdomme hos hunde og katte. Se på tilbud.